DU ER HER: Journalistisk Formidling » Præsentation

Information om Journalistisk Formidling

Giv din bacheloruddannelse et journalistisk perspektiv

På Journalistisk Formidling lærer du at omsætte din akademiske viden til konkrete journalistiske produkter. Journalistisk Formidling udbydes i et samarbejde mellem Institut for Informations- og Medievidenskab (IMV) og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og udgør 45 ECTS. Faget 'Journalistiske genrer og målgrupper' (15 ECTS) udbydes på IMV i efterårssemestret, mens 'Journalistisk formidling' (30 ECTS) udbydes på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i forårssemestret.

Journalistisk Formidling er endvidere detaljeret beskrevet på Studieguiden.

Journalistisk Formidling eller kandidatuddannelsen cand.public?

Det er vigtigt, at du gør dig klart, hvilket fokus din uddannelse skal have. På Journalistisk formidling er der en mere konkret forbindelse til dit grundfag, og vægten er lagt på den journalistiske formidling af dette fag. Kandidatuddannelsen er en selvstændig journalistisk overbygning, hvor du, udover at opnå journalistiske kompetencer på et højt niveau, også beskæftiger dig akademisk med journalistik.

Hvad kan du bruge uddannelsen til?

De kompetencer der opbygges på Journalistisk formidling er anvendelige for alle typer af akademikere. Det bliver hurtigt tydeligt, at bare fordi man kan skrive lange opgaver, så er det ikke nødvendigvis givet, at man mestrer det journalistiske håndværk. Langt de fleste får brug for at kunne henvende sig på letforståelig vis til andre end sine fagfæller. Tilvalget imødekommer de krav om gode kommunikationsfærdigheder, som efterspørges i de fleste moderne jobs.

Med et bachelortilvalg i Journalistisk Formidling bliver du i stand til at:

  • Analysere og formidle hensigtsmæssigt i relation til forskellige kommunikationsformer, medietyper og målgrupper
  • Formidle vanskeligt eller indforstået fagstof, så det bliver tilgængeligt og interessevækkende for en bred målgruppe
  • Ideudvikle, coache dig selv og andre i en skriveproces og arbejde med korte deadlines.
  • Analysere mediebrug og mediekommunikation i organisatoriske, samfundsmæssige og kulturelle sammenhænge.

Når du har færdiggjort din bachelorgrad, kan du læse videre på kandidatuddannelsen i journalistik, cand.public, ved Syddansk Universitet. På nuværende tidspunkt kan studerende, der har taget journalistisk formidling, imidlertid ikke optages på cand.public-uddannelsen på Aarhus Universitet, da overlappet mellem de to uddannelser er for stort.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 20.12.2010