Aarhus Universitets segl

Specialevejledningen

Hvornår skal jeg søge om vejleder til mit speciale?

Fristen for at søge vejleder til dit speciale er 1. maj året før, du skal i gang med specialet. 

Læs mere om de generelle retningslinjer for specialer på ARTS under punkt 2 på Studieportalen for Arts. Læs mere om hvordan vejledere udpeges på public-uddannelsen under punktet ”Specialevejledere” på denne hjemmeside.

Hvilke specialevejledere kan jeg få?

På cand.public kan vi tilbyde vejledere fra de tre forskellige institutioner, der står bag uddannelsen: Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), Statskundskab på Aarhus Universitet og Medievidenskab og Journalistik på Aarhus Universitet.

CJU har lavet et katalog, hvor specialevejlederne kort præsenterer sig selv og deres forsknings- og interesseområder, som du kan finde her på CJU's hjemmeside for speciale på cand.public. Læs mere her.

Er det en god ide at kontakte en specialevejleder, før jeg søger om at få ham eller hende som vejleder?

Du er altid velkommen til at kontakte den vejleder, du overvejer at søge, og præsentere din ide. Det svar, du får, kan hjælpe med at afgøre, om du har fundet den rigtige person. Hvis du har drøftet emnet med den vejleder, du søger, er det en god ide at angive det på ansøgningsskemaet. 

Hvordan tildeles vejlederne?

Senest 1. maj kan du som studerende indsende en kort beskrivelse af det overordnede emne, du gerne vil arbejde med, måden du gerne vil arbejde på, og dine specifikke vejlederønsker. Tildelingen sker på baggrund af disse oplysninger og under hensyntagen til en jævn fordeling af arbejdsbelastningen blandt vejlederne. Studerende og potentielle vejledere kan således ikke indgå bindende vejledningsaftaler. Det er de tre institutioner – DMJX, Statskundskab og Medievidenskab & Journalistik – der har det sidste ord i den sammenhæng.   

Jeg overvejer at skrive speciale med produkt. Kan man også få vejledning til det journalistiske?

Alle studerende får tildelt en journalistisk vejleder fra DMJX, som kan vejlede om det journalistiske produkt. Hvis du beslutter dig for at skrive speciale med produkt, skal du kontakte Centerleder Morten Brænder (mortenb@ps.au.dk) med henblik på at få at vide, hvem din journalistiske vejleder er. Det er en rigtig god ide at tænke produktet og den akademiske del sammen. Derfor bør du hurtigst muligt få gang i den del af vejledningsprocessen. 

Hvordan finder jeg ud af, hvem jeg har fået som journalistisk vejleder?

Hvis du beslutter dig for at skrive speciale med produkt, skal du kontakte Centerleder Morten Brænder (mortenb@ps.au.dk) med henblik på at få at vide, hvem din journalistiske vejleder er.   

Hvor mange timers vejledning kan jeg få?

Hos din akademiske vejleder kan du få omkring 20 timers vejledning. Hvis I er to, der skriver sammen, bliver det til 40 timers vejledning. Hos din journalistiske vejleder har du adgang til omkring fem timers vejledning.

Hvordan forløber en vejledningsproces?

De enkelte vejledere har forskellige måder at gribe vejledningen an på. Det kan du læse mere om i kataloget over vejledere, som du kan finde her på CJU's side om specialer. Det er en rigtig god ide meget hurtigt at lave en forventningsafklaring med ens vejleder om, hvordan processen skal forløbe.

Hvad hvis jeg ønsker en anden vejleder?

Hvis der er særlige grunde til, at du ikke ønsker at fortsætte samarbejdet med en tildelt specialevejleder, skal du tage kontakt til Morten Brænder (mortenb@ps.au.dk). At der ikke er et 1:1-match mellem specialeemnet og vejlederens primære forskningsfelt betragtes ikke i sig selv som en tilstrækkelig grund til at skifte vejleder. Det er der to årsager til. Den ene er, at vi ikke vil kunne garantere at det vil være et sådant match med en eventuel ny vejleder. Den anden er, at en god specialevejledningproces afhænger af, at der er gensidig tillid mellem de to parter. Et minimumskrav for at der kan blive tale om et vejlederskift er derfor at den studerende og vejlederen faktisk har holdt et vejledningsmøde.   

Vejledningsplanen

Hvor kan jeg finde vejledningsplanen, og hvor skal den afleveres?

Du kan finde en pdf af vejledningsplanen under punkt 4 på Studieportalen.

Når den er udfyldt og underskrevet, skal den indsendes via formularen for studerende på IKK.

Jeg skriver speciale sammen med en anden. Skal vi begge udfylde en vejledningsplan?

Hvis du skriver speciale sammen med en eller flere andre, skal I hver især udfylde en vejledningsplan og skrive hinandens navn og studienummer i rubrikken "Jeg skriver speciale sammen med".