Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Tilvalgsfag

Tilvalgsfagene på CJU

Bachelortilvalg i Journalistisk Formidling

På bachelortilvalgsfaget i Journalistisk Formidling, der udgør 45 ECTS, lærer du at omsætte din akademiske faglighed til konkrete journalistiske produkter.

Bachelortilvalget er bygget op af to fagblokke. Faget Journalistiske genrer og målgrupper (15 ECTS) udbydes af Medievidenskab og Journalistik på Institut for Kommunikation og Kultur (IKK) i efterårssemestret.

I forårssemestret rykker du ind på den digitale skolebænk på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og skriver, taler og filmer dig til en større færdighed i at formidle dit eget fagområde ved hjælp af journalistiske fortælleteknikker og målgruppetænkning i faget Journalistisk formidling i praksis (30 ECTS).

Tilvalget kan søges af BA-studerende, som har bestået 60 ECTS på deres centrale fag inden 15. april.

Kandidattilvalg i Journalistisk Formidling

Journalistisk Formidling er et profilfag for studerende, der vil lære at formidle emner inden for deres fag præcist, klart og modtagerorienteret, så det kan forstås af folk uden kendskab til fagområdet. Studerende på Journalistisk Formidling lærer at vinkle, afgrænse, behandle og formidle stoffet fra deres universitetsfag med udgangspunkt i de journalistiske arbejdsmetoder.

Tilvalget kan søges af kandidatstuderende på en lang, videregående uddannelse.